Tolkien og Verdenskrigene – “Taking the trauma to Isengard” – Foredrag af Brian Egede-Pedersen den 27. oktober 2021 kl 19,30 i Historiens Hus.
Tolkien fortæller I en ofte citeret – og tit fejlfortolket – sætning i forordet til Ringenes Herre, hvordan han hjerteligt afskyr allegorier.
Dette betyder dog ikke, at Tolkiens værker ikke er påvirket af hans oplevelser som soldat i Første Verdenskrig, som han formentligt ikke fortalte nogen om, hans energiske nyhedsinteresse gennem 1930’erne, og hans tid som ansvarlig for et lokalt beskyttelsesrum i Oxford under Anden Verdenskrig, hvor to af Tolkiens sønner gjorde tjeneste i det britiske militær.
Efter et grundigt kig mellem linjerne i Tolkiens univers og et dybt dyk ned i hans breve og tidlige kladdeversioner af Ringenes Herre vil Brian Egede-Pedersen fortælle om drager fyldt med orker, bjergtrolde med masseødelæggelsesvåben, et opgør med fjendebilleder og i det hele taget belyse en af det 20. århundredes mest fascinerende forfattere.
Brian Egede-Pedersen, som efterhånden er en fast foredragsholder hos os, er cand.mag. i historie og engelsk fra Syddansk Universitet og lektor på Nykøbing Katedralskole.
Han har desuden studeret fantasygenren på University of Cambridge og holdt internationale oplæg om fortolkninger af Tolkien.
Derudover prøvede han også som værnepligtig forgæves at få indført, at ordrer skulle gives på elversprog for at snyde fjenden.
Igen et foredrag fra:
Historisk Foredragsforening – VI BEVARER ORDET – Vi har siden 1986 sat en dagsorden med gode historiske foredrag. Beviset for at det talte ord giver resultater.
.