Historiens Hus 5. marts 2020 kl 19,30 – –
Kort over Danmark har der været i mange århundreder. Historiske danmarkskort kan på mere end en måde ses som en afbildning af landet. Peder Dam, ph.d., geograf og historiker samt museumsinspektør ved Odense Bys Museer fortæller historien om Danmarkskortene. Kortene viser selvfølgelig landets topografi på et givent tidspunkt, men de valg, fravalg og fejl, der er gjort på kortene, fortæller også om det teknologiske stadie.
Her må Danmark betragtes som et kartografisk uland i middelalderen – i det mindste sammenlignet med landene mod syd. Udviklingen tager først fart under den sene del af oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet, hvor der skabes kortserier af særdeles høj kvalitet med oprettelsen af Det Kongelige Videnskabernes Selskab samt i forbindelse med de store landbrugsreformers behov for præcise udskiftningskort. Det er sådanne korttyper og sådanne principper vi forventer at se i dag: Kort baseret på systematiske videnskabelige principper udarbejdet til praktiske formål. Men ældre kort havde ofte et andet udgangspunkt. Danmarkskort kunne være udarbejdet for at vise en pragtbillede af kongens besiddelser, og her spillede præcision ikke nødvendigvis en central rolle. Og verdenskort fra middelalderen kunne være udarbejdet på basis af biblen og antikke græske kilder. For at forstå de historiske kort må man derfor ikke kun kende til det datidige landskab, men i lige så høj grad til datidens religiøse og samfundsmæssige syn på verden.
I foredraget fortælles om udviklingen af de historiske kort med fokus på Danmark fra forhistorisk tid og op til midten af 1800-tallet. Det tager udgangspunkt i bogen her https://www.lindhardtogringhof.dk/kortlaegningen-af-danmark, der udkom i sep. 2019.
Peder Dam, ph.d., geograf og historiker samt museumsinspektør ved Odense Bys Museer.
Pris: 50kr for en billet.
Eller bliv medlem for 1 år for 70kr inklusiv aftenens billet, prisen pr foredrag er herefter 20kr.